Jeg sad og ryddede op i min computer og fandt en masse jeg havde skrevet til min eks. Det jeg fandt var vidst tiltænkt som breve - som han selvfølgelig aldrig skulle se.
Jeg fandt nogle dokumenter, som jeg ikke vil dele med jer. Jeg føler simpelthen at jeg ikke kan være det bekendt overfor ham og hans. Men det her digt... Det må I gerne se. Det fortæller lidt. Det fortæller lidt om mine følelser i al hurlumhejet - men det fortæller ikke om hvad der rent faktisk er foregået. Det holder jeg for mig selv, ham og ja, de nærmeste. Det er der måske ikke så mange "likes" og delinger i. Men det er mennesker og liv, det her - ikke en butik.
Jeg sad vidst og skrev dette digt, da jeg sad til forelæsning på uni. Okay, der kommer lige lidt historie i historien... Den sidste del af mit forhold med- og til ham var så dårligt, at jeg brugte hver køretur fra Hvilsom, hvor vi boede, til Aalborg universitet på at snakke med mig selv. Jeg snakkede med mig selv, fordi jeg prøvede at finde hoved og hale i, hvad der lige skete med ham og jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi konstant havde gnidninger. SERIØSE gnidninger - og det er dem, jeg ikke kan dele med jer, desværre. At snakke med mig selv i bilen var en bearbejdelsesproces for mig - ligesom at skrive er, det er bare meget besværligt at gøre, imens man kører, så jeg skrev nogle gange tankerne ned, når jeg ramte uni.
Hen ad vejen (nærmest bogstaveligt talt, haha) kunne jeg godt se det - jeg kunne godt se, at problemet ikke var os - det var ham (ja, det lyder vildt koldt at skrive, men det er rigtigt). Men i lang tid vidste jeg det ikke. Ikke helt. Ikke rigtigt. Eller også ville jeg ikke erkende det. Jeg var nok ikke klar til at erkende det. Jeg ved det stadig ikke.
Men, da jeg kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere, erkendte jeg mere og mere;
jeg gik fra at være den altid smilende, glade, overskudsagtige og sociale pige til at være hende, som ikke følte hun måtte være glad, havde svært ved at smile, havde meget mindre overskud og næsten aldrig så sine veninder og venner mere -
jeg gik fra at være stærke Maibritt, som kunne klare så meget, til at være pigen som åbenbart blev skubbet rundt i manegen (dette fatter jeg stadig ikke den dag i dag - jeg lærer aldrig at betegne mig selv som svag) -
jeg gik fra at være hende som altid kunne bevare roen, til at være hende som har; råbt, skreget, grædt, tabt følelse med egen krop i et frustrationsudbrud, hvilket forårsagede at jeg pludselig lå på gulvet (læs; "jeg tabte mine ben") - stor hulkende (imens han kiggede koldt på mig og bagefter grinte) og været tilnærmelsesvis voldelig - fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.
Jeg har nærmest ordret stået og sagt til ham;
"Du skal fremadrettet ikke have lov til at gøre mig så ked af det mere. Næste gang er det mig, der går en tur for at køle af, ikke dig. Du skal ikke have den her magt over mig. Jeg vil ikke tillade det mere".
Ja, nu sidder I nok og tænker; "hvorfor slog du ikke op der?" Hahahha, ja, det forstår man nok ikke, hvis man ikke har været i sådan et forhold, som dette var.
Men.. Jeg var på vej til at gøre det forbi med ham... Dette digt skrev jeg ikke ret lang tid inden, jeg slog op med ham - da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare mere. At forholdet var for mærkeligt og jeg selv var ved at "connecte med min egen selvrespekt igen". Og dog... (I fornemmer nok i digtet, at jeg var mega meget forvirret). Men, hahahhah, det er vidst ikke så mærkelig...
Alt er usikkert, intet er sikkert.
Stilladset hvorpå vi står,
Afgør desværre vejen,
På hvorhen vi går.
Vores fundament skrider og vakler,
Imens jeg skriger og kravler.
Kravler i håb om tryghed,
Men ender oftest med at være ked.
”Sammen klarer vi alt”
”Du mister mig ikke”
Reflekteres disse ord egentlig i vores blikke?
Jeg ved det ikke.
Jeg elsker dig ubeskriveligt
Og ud over alle grænser.
Jeg giver ikke op.
Men jeg giver ind.
Jeg er i afmagtens lænker,
Og ved ikke hvad jeg skal gøre længere.
Har intet begreb om, hvad der vil hjælpe.
Denne tanke får mig til at skælve.
Altså, dette skulle bare have været et kort indlæg - det er bare som om, at når der bliver slået hul på bylden, så flyder det bare ud med gammel klam betændelse!
Men, jeg håber at affekten ikke løber af med mig og at jeg har skrevet noget, som udleverer ham og hans alt for meget... Det er ikke meningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar